Del |

Grønland går til lægen på nettet

Alle grønlandske byer med 50 indbyggere har inden for de sidste to år fået en computer med telemedicin.
Samlet kalder man computer og udstyr carten. I Grønland har carten fået navnet Pipaluk. Pipaluk betyder den omsorgsfulde.
Samlet kalder man computer og udstyr carten. I Grønland har carten fået navnet Pipaluk. Pipaluk betyder den omsorgsfulde. Udstyret er leveret af AMD Telemedicine Inc. Foto: Grønlands Radio (KNR)

Alle grønlandske byer med 50 indbyggere har inden for de sidste to år fået en computer med telemedicin.

Det betyder, at en sygeplejerske kan foretage undersøgelsen af patienten og via computeren sende resultatet til læger i Nuuk eller København. Diagnosen er lynhurtigt stillet til glæde for patienten og sundhedsvæsenets pengekasse.

Grønland har hentet inspirationen til telemedicin-projektet i Alaska, hvor det har været i brug siden 1999.

Tidligere fik grønlandske bygder kun besøg af lægen et par gange om året, men nu er lægen kun et klik med musen væk. Lægefaglig chefkonsulent Kent Kleinschmidt ser store muligheder i det grønlandske telemedicinprojekt:

- Nu kan vi bedre stille en korrekt diagnose og få dem ind til byen, der har brug for hurtig behandling, mens de andre kan vente til, lægen alligevel kommer på besøg.

Slut med forkert brug af medicin
Telemedicin-computeren kan f.eks. tage fotografier af ører og afsløre mellemørebetændelse, som er en udbredt lidelse i Grønland. Tidligere måtte lægen lave et skøn baseret på en telefonsamtale, og lægen kunne føle sig presset til at udskrive medicin af bekymrede forældre.

Nu kan forældrene se billedet af f.eks. trommehinden og forsikre sig om, at der ikke er behov for antibiotika til børnene.

Computer-udstyret er endda så enkelt at betjene, at børnene selv kan bruge det og dermed få fjernet noget af deres angst.

Giver hjertepatienter tryghed
Computeren kan også bruges til at tage EKG af hjertepatienter, som Grønland har mange af, fortæller departementschef i sundhedsministeriet Ann Birkekær Kjeldsen:

- Vi har forholdsmæssigt mange hjertepatienter i Grønland, og når de tidligere fik det dårligt, blev de næsten per automatik transporteret til en større by med læge. Nu kan en sygeplejerske tage et EKG, der viser hjertets rytme, og få lægen på nærmeste sygehus til at se på det via computeren og ordinere den rette behandling.

- Det har betydet større tryghed for patienterne, som får hjælp hurtigt fremfor at skulle ud på en timelang rejse. Og det sparer naturligvis samfundet for mange rejseomkostninger.

Reddede synet
Grønland mangler speciallæger på flere områder, landet har f.eks. ikke en eneste øjenlæge, så alle øjenlidelser behandles af Øjenlægernes Hus i København. 

Ledende øjensygeplejerske Marianne Birch Viese mener, telemedinprojektet er en klar fordel i behandlingen og henviser til et tilfælde, hvor den hurtige behandling reddede en kvindes syn:

- Kvinden havde kun syn tilbage på det ene øje, og nu var hendes gode øje blevet ramt af flere slag. Vi fik billederne ned fra sygehuset i Nuuk og kunne se en blødning i øjet. Vi gav straks besked om, at hun skulle til København med det samme, og ved at vi fik hende ned så hurtigt, reddede hun synet. 


Forslag fra YouTube

Loading...
Loading...