Del |

Teknologi i hjemmet forhindrer indlæggelser

Intelligent brug af teknologi i hjemmet kan give kronisk syge patienter en tryggere hverdag og forhindre unødvendige genindlæggelser. Det er konklusionen på et flerårigt forskningsprojekt ved Aalborg Universitet, hvor måleudstyr i lungepatienters hjem har sendt data til læger, sundhedscentre, hjemmesygeplejen og sygehuse.
KOL-patient og Telekat-testbruger Grethe Skov Andersen fra Aalborg står et permanent telemedicin-tilbud højt på ønskelisten
Bilde: Aalborg Universitet/TELEKAT

Erfaringerne kommer fra det store Telekat-projekt, hvor forskere fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi i samarbejde med patienter, pårørende og behandlere har fokuseret på den kroniske lungesygdom KOL, som 400.000 danskere lider af. 40.000 af dem har KOL i svær eller meget svær grad, og 111 patienter fra den gruppe har siden starten i 2008 medvirket i Telekat-projektet som testbrugere eller kontrolgruppe.

- Tidligere undersøgelser har vist, at 14 procent af de her patienter bliver genindlagt inden for en måned, og at 46 procent bliver det inden for et år. Men projektet har lært patienterne at håndtere deres egen sygdom, og derfor har de væsentligt færre indlæggelsesdage. Når vi sammenligner, kan vi se, at den forebyggende hjemmemonitorering nedsætter antallet af indlæggelser med over 50 procent. Selv når der sker indlæggelse, reduceres antallet af indlæggelsesdage med over fem dage i forhold til kontrolgruppen, der følger traditionel rehabilitering, fortæller projektleder Birthe Dinesen. Hun håber, at erfaringerne vil spille en rolle for den handlingsplan for telemedicin, som indgår i den netop vedtagne sundhedsaftale på Christiansborg.

 

Patientønske om permanent tilbud

For den 71-årige KOL-patient og Telekat-testbruger Grethe Skov Andersen fra Aalborg står et permanent telemedicin-tilbud højt på ønskelisten. Hun har haft gode erfaringer med selv at foretage målinger af blodtryk, iltmætning og lungefunktion i hjemmet via det udleverede udstyr, fordi målingerne løbende er blevet fulgt op af direkte kontakt til lægehuse, sundhedscentre, hjemmesygepleje og sygehuset.

- Jeg håber, at der kan bevilges penge til, at alle med svær og meget svær KOL kan få mulighed for at bruge udstyr i hjemmet. Det vil give en større tryghed i hverdagen, og jeg tror, det vil nedsætte indlæggelserne, siger Grethe Skov Andersen.

Telekat-projektet stopper formelt ved udgangen af juni. Resultaterne vil i den kommende tid begynde at dukke op i videnskabelige artikler, og projektleder Birthe Dinesen er forberedt på stor interesse fra forskerkolleger og sundhedsmyndigheder i ind- og udland:

- Der mangler generelt videnskabelig dokumentation på dette område, og her kan vi være med til at forlænge gulvbrædderne internationalt med vores studie, siger hun.

For myndighederne er interessen drevet af et håb om bedre behandling for færre penge, men en international ekspert advarer mod at se telemedicin som en teknologisk mirakelløsning på sundhedssektorens økonomiske udfordringer. Forskningsleder Richard Wootton fra det nationale norske center for telemedicin i Tromsø har beskæftiget sig med området i en årrække, og han har også været sparringspartner for Telekat-projektet.

- Det, vi gennem årene har lært, er at enhver form for telemedicin viser sig at være sværere at føre ud i livet, end man oprindelig troede. Vi har også set spektakulære nationale planer, som er slået fejl, fordi de ikke havde inddraget de læger og sygeplejersker, der skulle bruge løsningerne, siger Richard Wootton.

En anden typisk fejltagelse er overdrevet fokus på selve teknologien:

- Det er der en tilbøjelighed til. Man starter med teknologien som en løsning, og så ser man på, hvad det mon er for problemer, man kan løse med den. Men det er bedre at koncentrere sig om målsætningen og de organisatoriske aspekter, og så inddrage teknologien på et senere stadie, lyder forskningslederens råd.

Ifølge projektleder Birthe Dinesen er det netop dét, Telekat-projektet har forsøgt at gøre ved at inddrage brugerne helt fra starten. Projektet har fået knap seks millioner kroner i støtte fra Erhvervs- og Byggestyrelsens særlige pulje til brugerdrevet innovation, og det har gjort det muligt at inddrage de relevante brugere i hele forløbet.

- Brugerne er i den forbindelse både patienterne, de pårørende og de sundhedsprofessionelle, som har været med til at beskrive behovene, og som er kommet med konkret input til designet af de tekniske løsninger, forklarer projektlederen.

KILDE: Publiseret 30 maj 2011,  Aalborg Universitet (AAU) af Videnskabsjournalist Carsten Nielsen

Kort om TELEKAT projektet:
Forsknings- og innovationsprojektet TELEKAT har fokus på at udvikle nye forebyggende pleje- og behandlingsmetoder til kroniske patienter i eget hjem ved brug af telehomecare teknologi. Ved telehomecare forstås pleje- og behandling mellem borgerens hjem og sundhedsprofessionelle ved støtte af kommunikations- og informationsteknologi. Målgruppen for dette forsøg er borgere med kronisk obstruktiv lungelidelse i gruppe 3 og 4. Forsøget går ud på forebygge genindlæggelser af borgere med KOL ved at fremme hjælp til selvhjælp til rehabilitering i eget hjem. Rehabiliteringen skal ske ved at tilbyde borgere med KOL og deres pårørende at bruge telehomecare teknologi.